Nyheder

NutriFair - et godt mødested

Hornsyld Købmandsgaard A/S møder talstærkt op på fagmessen, og er klar til at præsentere alle sine fagområder

- NutriFair er et rigtigt godt sted for os at vise flaget, fordi det er en målrettet og specialiseret messe for husdyrproducenter, der kommer for at hente viden og få faglige input.

Det siger administrerende direktør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard A/S. Virksomheden er igen i år med på messen med en stor stand, hvor de forskellige forretningsområder præsenteres. Det sker den 17. og 18. maj. 

- Dialogen med kunder er noget, vi prioriterer højt, og NutriFair er et helt naturligt sted for dette møde. Her kan vi på en afslappet og hyggelig måde få en god snak med kunderne, samtidig med at vi har stort fokus på fagligheden.

- Vi skaber nye kontakter og plejer vores kunder og netværk. Det har vi god effekt af, og messen er på den måde et værdifuldt mødested for os.

Hornsyld Købmandsgaard har på sin stand fokus på produkter og foder til svin, kvæg og fjerkræ, men der er også mulighed for at få en snak om planteavl samt øvrige områder som energi, halbyggeri, skadedyrsbekæmpelse m.m. 

På standen kan man bl.a. høre om zinkfri fravænning af grise med HK’s zinkfri Triplestart foderløsning. 

Der lægges også op til en snak om kontraktavl af hestebønner i forbindelse med, at Hornsyld Købmandsgaard har indgået aftale omkring levering af hestebønner til en kommende ny proteinfabrik i Hedensted.

- Vi vil være repræsenteret med medarbejdere fra alle fagområder, og der vil være 12-14 personer på standen klar til at tage sig godt af gæsterne og byde på en kop kaffe, lyder det.
 

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11