Nyheder

dyrskue Horsens

Sørger for at dyrene er mætte

Dyrskuet er fredag og lørdag, den 12. & 13. juni 2015

Hornsyld Købmandsgaard A/S sponsorerer foder til alle dyrene

Ingen dyr skal være sultne, når de er på dyrskue. Det kræver energi at vise sig frem fra sin flotteste side, og det er vigtigt, at køer, får og heste får det rette foder i de rigtige mængder.

Hornsyld Købmandsgaard A/S er hovedsponsor på foder ved Det Østjyske Dyrskue.

- Det er en opgave, vi har påtaget os gennem de seneste år, og vi er glade for, at vi kan støtte og bakke op om dyrskuet på denne måde, siger salgsdirektør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard A/S.

HK sørger således igen i år for, at der er foder til køer, heste, får og andre dyr på pladsen. En ikke helt lille opgave, da de 3-400 store og små dyr på pladsen kan sætte store mængder til livs.

Henrik Hedegaard ser en stor værdi i det årlige dyrskue i Horsens.

- Det er vigtigt at vise folk i byen, hvad landbruget står for. Det har landbruget en stor interesse i, og dyrskuet kan være med til at skabe en forståelse for, hvad det vil sige at drive landbrug. Formålet med dyrskuet er godt, og vi vil gerne være med til at bakke op.

Hornsyld Købmandsgaard A/S har selv en stand på skuet, hvor man kan høre lidt om virksomheden og produkterne. Her kan man bl.a. møde fra venstre Henrik Hedegaard, Anders Kristensen, Grethe Pedersen, Thomas Fynbo og Jeanet Pedersen.

Et godt mødested

Hornsyld Købmandsgaard A/S har selv en stand på skuet, hvor de viser og fortæller om nogle af deres produkter, både til produktionslandbrug og til fritidslandbrug.

- Vi er glade for at møde kunderne her, og vi synes, at dyrskuet er et oplagt sted for os at vise flaget. Vi præsenterer virksomheden og er klar til at fortælle om nyheder og produkter. Kunderne kan komme og hilse på og få en kop kaffe, men der er også gode mulighed for at få svar på faglige spørgsmål.

På standen kan man bl.a. høre om grovvarer, foder, gødning, sædekorn, græsfrø, planteværn og handel med korn. Man kan også høre om foder og foderplan til heste, træpiller og briketter, skadedyrsbekæmpelse og meget andet.

- Vi håber at se mange af vores kunder og alle andre interesserede, siger Henrik Hedegaard og tilføjer, at der for børnene fredag vil være opstillet en container med korn, hvor man kan være heldig at finde flødekarameller.

Igen i år bliver der mulighed for at gå på jagt efter karameller i en stor korncontainer opstillet af Hornsyld Købmandsgaard A/S

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11