Nyheder

40 år med korn og foder

Henning Jørgensen har fulgt udviklingen i Hornsyld Købmandsgaard A/S


Korn og foder blev håndteret i sække, og der var langt mere manuelt og hårdt fysisk arbejde, da lagerarbejder Henning Jørgensen som 19-årig begyndte at arbejde i Hornsyld Købmandsgaard A/S.

Det er 40 år siden den 17. januar 2017, og det bliver markeret ved en reception i virksomheden på dagen fra 14.00 til 17.00.



Henning Jørgensen, 58 år, stammer fra Skævlund ved Rårup, hvor han stadig bor. Som ung arbejdede han på planteskole og ved landbrug, men han fik lyst til at prøve noget andet.

- Jeg kørte over på Hornsyld Købmandsgaard og spurgte, om de manglede en mand, og jeg fik at vide, at jeg kunne starte på mandag. Det er nu 40 år siden, og jeg forstår ikke helt, hvor tiden er blevet af, siger han.

- Jeg startede på mølleriet, hvor vi producerede foder, der blev tappet ud i sække, og vi arbejdede på treholdsskift.  Her var jeg de første 26 år, mens jeg de sidste 14 år har været på lageret, hvor vi i dag er fire mand. Vi håndterer såsæd og gødning og andre sækkevarer, og vi pakker til vareture og læsser lastbiler, fortæller han.



Nye projekter hvert år

For Henning har det været spændende at følge den udvikling, hans arbejdsplads har gennemgået.

- Der er sket enormt meget i den tid, jeg har været her.  Nye projekter næsten hvert år. Der er altid gang i noget, det er spændende at være en del af, og jeg tror ikke, at Købmandsgaarden er færdig med at vokse.

- Jeg har gode kolleger og det er et godt sted at arbejde, så derfor er det blevet til 40 år her, siger han.

Henning bor i Skævlund på den ejendom, hvor han er født og opvokset. Han har lejet en del af jorden ud, men ikke det hele, for der skal også være plads og græs til hans Limousine-besætning.

- Da min far døde, satte vi malkekvæget ud, og jeg har nu fået stor interesse i kødkvæg, fortæller Henning, der går op i avlsarbejde og udstiller på dyrskuer.

Ellers holder han af at rejse et par gange om året, gerne sydpå til sol og varme.

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11