2025 var på mange måder et rekordår for HK Koncernen. Grovvareforretningen oplevede med 385.000 tons afgrøder de største mængder i koncernens historie. Samtidig producerede fabrikkerne de største mængder foder nogensinde. Resultatet blev på tværs af koncernen et samlet overskud på 36,3 mio. kr.
Trods et højt aktivitetsniveau i hele koncernen var 2025 igen et udfordrende år for Hornsyld Købmandsgaard. Grovvareforretningen fik et underskud på 3 mio. kr. På den positive side viste koncernens andre forretningsområder rigtig flotte resultater. Derfor opnåede koncernen et samlet overskud på 36,3 mio. kr. mod et overskud på 3 mio. kr. i 2024. Omsætningen udgjorde 3 mia. kr. i 2025, sammenlignet med 2,9 mia. kr. i 2024. Ved udgangen af 2025 havde koncernen en soliditetsgrad på 34,7 procent.

Endnu et år med flotte resultater i H.K Olie, HK Totalbyg og Triple A
HK Koncernens forretningsområder H.K. Olie, HK Totalbyg og Triple A viste rigtig flotte resultater.
H.K. Olie oplevede et stabilt år i et marked med faldende efterspørgsel på traditionelle energiprodukter. Forretningsområdet kom ud af 2025 med et overskud på 13,3 mio. kr. mod 14,6 mio. kr. i 2024. Samtidig blev der i 2025 forhandlet med DCC Energi vedrørende salg af H.K. Olies tankanlæg. Denne handel blev gennemført i 2026 og har derfor ikke indvirkning på regnskabet for 2025.
HK Totalbyg oplevede endnu et år med flot vækst. Blandt andet afleverede man sit hidtil største projekt, HMF’s nye domicil. Forretningsområdet modtog desuden for andet år i træk Børsens Gazellepris. Resultatet blev et overskud på 11,4 mio. kr., en stigning fra 9,3 mio. kr. året før.
Triple A oplevede endnu et godt år med stabil afsætning på det danske marked og stigende afsætning på eksportmarkederne, blandt andet i Thailand, Korea og Canada.
Overskuddet for 2025 landede på 8,5 mio. kr. mod 8,6 mio. kr. i 2024. Resultatet er dog præget af en ændret regnskabspraksis i relation til moderselskabet Hornsyld Købmandsgaard. Korrigeret for denne ændring ville Triple A have forbedret resultatet før skat med cirka 3 mio. kr. sammenlignet med året før.
Imponerende og overvældende høst
Grovvareforretningen fik i 2025 et underskud på 3 mio. kr. Det er en stor fremgang i forhold til underskuddet på 32,8 mio. kr. i 2024.
I 2025 fortsatte arbejdet med at omkostningstilpasse forretningen. Effekterne begynder at vise sig, og grovvareforretningen har derfor oplevet fremgang i 2025, men der er stadig behov for en fokuseret indsats for at opnå et økonomisk tilfredsstillende resultat. Et af de vigtigste områder i det kommende år bliver at etablere en mere effektiv håndtering af høsten. De stigende håndterings-, emballage- og fragtomkostninger kræver et skarpt fokus. Derfor er det afgørende at minimere behovet for transport, leje af ekstra lagerkapacitet og utidig udskibning af korn, som er med til at underminere rentabiliteten. 2026 vil derfor byde på en række nye tiltag, der skal styrke forretningens setup i forbindelse med høsten.
Ser positivt på fremtiden
Virksomheden har ambitiøse vækstmål for 2026 på tværs af alle forretningsområder. Ledelsen forventer derfor fremgang. Grovvareselskabet fik et bedre resultat i 2025 end i 2024 og er på vej i den rigtige retning, samtidig med at de identificerede forbedringspotentialer forventes at få positiv effekt på resultatet. De resterende forretningsområder forventes at fortsætte den positive udvikling, og ledelsen forventer derfor et resultat før skat på 50 - 60 mio. kr. i 2026.