Hornsyld Købmandsgaard sælger 21 tankanlæg til DCC Energi

DCC Energi opkøber samtlige Hornsyld Købmandsgaards 21 tankanlæg, som alle er placeret i Jylland. DCC Energi har i mange år været en stærk samarbejdspartner i Hornsyld Købmandsgaards forretningsområde H.K. Olie. Derfor er man også glade for handlen, som er en naturlig udvikling i et marked, hvor tankanlægs-infrastrukturen i Danmark er under stor forandring.

”Det er et naturligt skridt for Hornsyld Købmandsgaard at sælge tankstationerne nu. Det store skift vi oplever i Danmark fra fossildrevne biler til eldrevne biler, kræver stort fokus på området og investeringer i tankanlæggene, samt kompetencer inden for el-ladestandere, som vi ikke har i Hornsyld Købmandsgaard.” siger administrerende direktør i H.K. Olie og økonomidirektør i Hornsyld Købmandsgaard, Henrik Holm.  

Derfor er man i Hornsyld Købmandsgaard både glade og stolte over handlen med DCC Energi, der nu skal godkendes af konkurrencemyndighederne. Handlen der forventes godkendt i 2. kvartal 2026, betyder, at de 21 tankanlæg bliver til Shell Express tankstationer og en del af Shell-netværkets nu 219 tankanlæg i Danmark.  
Alle eksisterende kortkunder hos H.K. Olie vil få mulighed for at erstatte deres tankkort med et Shell Card. På den måde kan man fortsat handle på sin lokale tankstation, men får også mulighed for at handle på alle andre Shell-stationer. 

H.K. Olie fortsætter som forretningsområde  

Handlen vedrører udelukkende de 21 tankanlæg, hvorfor Hornsyld Købmandsgaard og H.K. Olie fortsat vil sælge fyringsolie, transport- og landbrugsdiesel samt øvrige olieprodukter, ligesom det mangeårige samarbejde med DCC Energi fortsætter. Derfor har salget af tankanlæggene ikke nogen indflydelse på bemandingen i Hornsyld Købmandsgaard, hvor der nu vil blive fokuseret endnu mere på de andre produktgrupper.  

”Salg af olieprodukter især inden for landbrugsdiesel og smøreolie er en af vores spidskompetencer i Hornsyld Købmandsgaard. Det er her, vi virkelig kender kunderne og behovet, og derfor er det også naturligt, at det er her vi vil fokusere fremadrettet.” slutter administrerende direktør i Hornsyld Købmandsgaard Henrik Hedegaard.  

Faktaboks om Hornsyld Købmandsgaard: 

Hornsyld Købmandsgaard består af en række forretningsområder: 
Hornsyld Købmandsgaard (Grovvare-selskab), H.K. Olie, HK Totalbyg, Triple A og HK Skadedyrsservice.   
Alle forretningsområder er forankret i landbruget, men breder sig også ud i andre brancher, blandt andet med salg at hestefoder og kæledyrsfoder, via forretningsområdet HK Hobby- og Hesteport i mere end 160 butikker i Danmark og Skandinavien. Hornsyld Købmandsgaard har afdelinger i hele Danmark, herunder foderfabrikker der producerer fjerkræ-, kvæg- og grisefoder. Såsædsproduktion samt specialfoderfabrikken Triple A, som producerer foderingredienser med høj fordøjelighed til smågrise og fjerkræ. 

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11