Stress er ikke din fjende

Det handler om at få vendt underskud til overskud, lød budskabet fra Eva Schmidt, da hun holdt foredrag på HK’s sommermøde.

Stress er ikke en sygdom, men en tilstand af ubalance, der kan medføre sygdom.  Stress kan være positivt, men det er vigtigt, at man kan spotte tilstanden i tide og håndtere stress.

- Det er ikke kun på bundlinjen, det er vigtigt at have overskud, sagde trivselsrådgiver Eva Schmidt, der kom med konkrete tips til mere trivsel, effektivitet og glæde i hverdagen. Eva Schmidt kom med gode råd om, hvordan man kan løbe stærkt uden at brænde ud.

Det var et budskaberne fra trivselsrådgiver Eva Schmidt, der holdt foredrag i forbindelse med HK’s sommermøde for medarbejdere den 10. juni.

Emnet var taget op, fordi mange oplever at blive ramt eller berørt af stress. Det kan være én selv, en kollega, ægtefælle eller bedste ven, men uanset hvad er det godt at vide, hvordan man får det bedste ud af situationen.

- Stress er en helt naturlig hormonel tilstand, en slags forsvarsmekanisme. Hvis ikke man en gang imellem er lidt stresset, er man ikke i live. Men man skal passe på, at man ikke bliver fartblind og det er vigtigt at registrere sin egen situation, sagde hun.

Er altid på
Eva Schmidt er trivselsrådgiver, foredragsholder og forfatter til bogen ”Stress er ikke din fjende, sådan vender du underskud til overskud.

- Man kan jo med rette spørge sig selv, hvorfor ca. 60.000 danskere er sygemeldt af stress, hvis stress ikke er en sygdom, lød det.

Deltagerne gav også deres bud på, hvad der kan fremkalde stress og nævnte bl.a. travlhed, deadlines, forventninger og dét, at man altid er tilgængelig og dermed ”er på” hele tiden. Det blev også sagt, at alt det man skal ud over arbejdet, også kan medvirke til stress.

- Hvis man hænger lidt i bremsen, er man ikke overskudsagtig og kan ikke levere de resultater, der forventes.  Ens trivsel – eller mangel på samme – påvirker ens resultater og relationer, både arbejdsmæssigt og privat, sagde Eva Schmidt.

Hvad kan man gøre?
Foredragsholderens budskab var, at det handler om at tage vare på sin egen situation og selv gøre noget ved det. 

- Hvornår har du egentlig tid til dig selv? Har du ”huller” i dagligdagen, hvor du bare laver ingenting. Det er vigtigt. Og har du for mange projekter i dit liv? Det er også et godt spørgsmål at stille sig selv.

- Og hvad med søvnen. Får du sovet syv-otte timer hver nat? Søvn er utrolig vigtig for ens overskud. Det er her, vi lader batterierne op og her hjernen ”kommer sig” efter dagens strabadser.

- En anden vigtig ting er pauserne. Pauser sikrer effektivitet, fokus, overblik og overskud. Det behøver ikke være lange pauser, men små afbræk i arbejdet gør underværker.

- Det er også vigtigt, at man ikke bruger krudt på noget, man ikke kan ændre. Slip det du alligevel ikke kan gøre noget ved og brug kræfterne på noget, du kan gøre noget ved.

- Er man kommet derud, hvor det hele er svært, er det en god idé at snakke med en god ven. Træk i håndbremsen og få hjælp til at finde tilbage til balancen, sagde Eva Schmidt.


 

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11