Sammen om hestens fodring

XL Byg Ry Tømmerhandel og Ry Rideklub samarbejde om hestefoder

XL Byg Ry Tømmerhandel og Ry Rideklub har indgået et nyt og utraditionelt samarbejde om hestefoder, som begge parter forventer sig meget af og som allerede har fået en god start.

Forretningen har forhandlet hestefoder lige siden den blev overtaget af Hornsyld Købmandsgaard A/S i 2012, og samarbejdet har udviklet sig løbende og er nu blevet mere konkret.


- Samarbejdet er til fordel for Ry Rideklub, XL Byg Ry Tømmerhandel og det lokale handelsliv generelt, siger byggemarkedschef Torben Holst og Katrine Stenz fra rideklubben. De ses fra venstre – herefter Keld Larsen, Jimmy Lovring og Rikke Hansen.

- Vi er glade for det nye samarbejde, som giver os en øget omsætning på området og samtidig er til fordel for alle parter, siger byggemarkedschef Torben Holst.

Han er til daglig leder i XL Byg i Hornsyld men er ofte i Ry, hvor han har fulgt det nye initiativ tæt. Her har man nedsat en fodergruppe bestående af Rikke Hansen, Keld Larsen og Jimmy Lovring.

Medlemmerne af Ry Rideklub får mulighed for at være en del af et såkaldt ”fordelsprogram”, hvor de som medlem af klubben får en rabataftale med XL Byg Ry Tømmerhandel. Dermed opnår de rabatter på hestefoder og andet foder, og der opnås også rabatter på trælastvarer.

- Fra rideklubbens side er det en super god ordning, fordi det enkelte medlem får adgang til storkunderabat mod fremvisning af sit medlemskort, også selv om man kun køber en enkelt sæk foder, siger Katrine Stenz, der sidder i bestyrelsen for Ry Rideklub og er den, der administrerer ordningen for klubben.

Ekspertviden

Ud over rabatordninger og fordelagtige handelsaftaler har Ry Rideklub mulighed for at trække på Hornsyld Købmandsgaards eksperter på hestefoderområdet. Enten ved arrangementer eller ved direkte kontakt.

- Det er et kæmpe aktiv for os som klub, at vi kan få rådgivning, når det gælder fodring af heste. Det er meget individuelt, hvordan heste skal fodres optimalt, og der er mange forhold, der skal tages hensyn til. Der er samtidig utrolig mange former for foder, og det er vigtigt for alle hestefolk at have fokus på den korrekte fodring af hesten, siger Katrine Stenz.

Hun fortæller, at XL Byg Ry Tømmerhandel og Ry Rideklub i januar holdt en foderaften for hesteinteresserede.  Med på mødet var produktkonsulent Jeanet Schelde Petersen, Hornsyld Købmandsgaard, der rådgiver på hestefoderområdet. Hun kom med indlæg om de mange forhold, der skal tages højde for, og hun kom ind på nogle af de udfordringer, der kan være, når det gælder den optimale fodring.

- Det var en rigtig god aften, som deltagerne fik stort udbytte af, og vi regner med at følge op med et lignende arrangement til efteråret. Det er en af de fordele, man får med, hvis man er med i vores fordelsprogram. Man kan sige, at det er en ”klub i klubben”, og der er rigtig stor interesse fra vores medlemmers side, siger hun og tilføjer, at det også er hyggeligt at komme ned og hente foder.

- Rideklubben ligger lige ved siden af forretningen, og det gør også, at vi har et kendskab og hurtigt kom til at kende hinanden.

Styrker lokalområdet

Torben Holst og Katrine Stenz siger, at aftalen mellem de to parter ikke kun er til fordel for dem selv, men også er en god ting for byen og området generelt.

- Det er et initiativ, der med til at holde handelen i byen, og det ser vi også som en stor fordel. Vi er glade for, at vi på den måde kan være med til at støtte handelslivet og aktiviteterne i vores lokalområde, påpeger de.

Katrine Stenz siger, at mange ryttere ikke var klar over, at de kunne købe foder på XL Byg Ry Tømmerhandel.

- Det budskab har vi nu været med til at sprede, og rytterne har taget rigtigt godt imod det, siger hun.

- Det skal også nævnes, at forældre til børn i rideklubben kan benytte børnenes medlemskort for at få rabat i forretningen på forskellige varer.



Øget handel
Torben Holst oplyser, at der allerede har været en pæn stigning i omsætningen af hestefoder.

- Det siger os noget om, at det nytter at gøre en indsats i fællesskab for at styrke det lokale handelsliv.

Ry Tømmerhandel sælger en række produkter fra Møllerens Hobbylager samt fra Eggersmann, som har specialiseret sig i müsliblandinger.

Ud over hestefoder forhandles der også salg af foder til andre hobbydyr, bl.a. hunde, katte, gnavere, fugle m.m.

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld
Tlf: 75 68 73 00
Direkte tlf. Trælasten: 75 68 77 22
Fax: 75 68 76 41
Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11