Historien har en betydning

Hornsyld Købmandsgaard A/S begyndte som en blandet landhandel i 1932, og man kan stadig fornemme atmosfæren i den gamle købmandsbutik, der i dag er indrettet som museum

Vægten med lodder, det gamle kasseapparat og bænken, hvor kunderne fik sig en snak, er der stadig. Og kassebogen fra november 1932, hvor de allerførste handler sirligt er ført ind med blæk, kan ses på pulten i det gamle kontor.

Jørgen og Niels Jepsen i den gamle butik

 

Selv om Hornsyld Købmandsgaard A/S i dag er en stor, moderne virksomhed med milliardomsætning og ca. 140 ansatte, er det samtidig en virksomhed, der værner om sin historie.  En historie, hvor første kapitel blev skrevet den 2. november 1932, da virksomheden blev grundlagt.

- Vi har gjort en del ud af at bevare de gamle ting og billeder fra købmandsgården, fortæller Jørgen Jepsen, der sammen med sin bror, Niels Jepsen, mener, at det har en værdi at værne om historien – også for en moderne virksomhed.

- Købmandsbutikken og det gamle kontor fortæller Hornsyld Købmandsgaards historie og beskriver en periode, hvor der er sket en fantastisk udvikling, siger Jørgen og Niels Jepsen.
 

 

Deres far, Jørgen Jepsen Senior, kom fra Vedersø til Hornsyld Købmandsgaard i 1932, hvor han blev forretningsfører i den lille KFK-ejede forretning.  Han overtog en del af aktierne, og overtog hele foretagendet i 1953.

Hjemmet er bevaret
I dag er der indrettet museum i bygningen ud mod Nørregade, hvor den gamle købmandsbutik var.  Her kan man se en gammel købmandsbutik med forskellige af datidens varer som f.eks. kaffedåser, flasker, cigarkasser og meget andet på hylderne - og ikke mindst det gamle interiør, der hørte butikken til. Købmandsbutikken blev lukket i 80’erne.

Det hyggelige kontor er bevaret, og det samme er spisestuen i hjemmet, som står nøjagtigt som den gjorde, da Jørgen Jepsen Senior og hans hustru, Anna, boede der med deres børn.

- Vi boede her i disse lokaler, og købmandsgården var omdrejningspunkt i vores tilværelse. Forretningen fyldte alt, og det gør den fortsat i vores familie. Netop derfor er det også vigtigt for os at bevare det gamle, og vi oplever også, at medarbejderne kan se en værdi i det og synes, det er sjovt og interessant, forklarer brødrene.

Ud over at vise, hvordan en gammel købmandsbutik var indrettet, er der også arkiver med billeder fra gamle dage, avisudklip, beretninger, protokoller og gamle ting og sager med relation til stedet og udviklingen.

- Vi har været så heldige at få en del foræret, og det er vi meget taknemmelige for, siger Jørgen Jepsen, der har en forkærlighed for at samle de gamle ting, der har hørt til i købmandsforretningen.

En voldsom udvikling
De to brødre kom begge ind i firmaet som unge, Jørgen Jepsen i 1958 og Niels Jepsen i 1964.

- Der er sket voldsomt meget, siden vi hjalp til i firmaet som drenge. Dengang var der en slaglemølle, hvor vi tog sækkene fra, og landmændene høstede med selvbinder. I dag kan vi få omkring 11.000 ton korn ind på en dag, og samme dag ryger der 6-700 ton foder ud til landmændene, fortæller de.

- En himmelråbende forskel fra dengang og til nu, som det kan være svært at forholde sig til, påpeger de.

Nu er udfordringen givet videre til tredje generation, nemlig Jørgens tre døtre, Marianne, Birgitte og Charlotte Jepsen i et samarbejde med et ejerlederteam bestående af Lars Christensen, Benny Mortensen, Henrik Hedegaard, Søren Smidstrup, Mogens Andersen og direktør Christian Christensen.  Denne gruppe udgør med hver sit speciale den samlede direktion.

Brødrene kommer fortsat i købmandsgården stort set hver eneste dag og kan glæde sig over, at fjerde generation nu viser interesse for virksomheden.

- Forretningen kører uanset om vi er her eller ej, men kan vi hjælpe med noget, gør vi det gerne, og vi nyder stadig at være en del af det hele, siger Niels.

- Det er en stor glæde for os at se tingene gro og udvikle sig, og at vi stadig kan drive Hornsyld Købmandsgaard A/S som en af de ganske få private grovvareforretninger, der er tilbage. Det har altid været vores politik at vise de ansatte tillid og give dem muligheder, og det kan vi i dag se værdien af, understreger Jørgen og Niels Jepsen.

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11