Avlsarbejdet er en livsstil

Stald Heiline ved Odder har store ambitioner inden for avl af dressurheste, og har i dag en besætning af avlshopper af meget høj kvalitet

Det fylder alt og er omdrejningspunkt for deres tilværelse. Avl af dressurheste på absolut topplan er drivkraft for dem hver eneste dag, og parret er i de senere år nået rigtigt langt og har en af de bedste avlshestestalde i landet.

- Det gælder om at være vedholdende og blive ved, hvis man går efter succes i avlsarbejdet, siger Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen, Stald Heiline.



Heine Bonde Mikkelsen drive Stald Heiline på Kjeldbækvej ved Ørting lidt uden for Odder med god støtte fra Line Husum Jensen. Parret har gennem flere år avlet dressurheste, der har gjort sig gældende på internationalt topplan.

De har seks-otte DV avlshopper og har desuden opstaldet ca. 15 private heste på stutteriet, der er hendes fødegård. Parret overtog stedet i 2004 og de driver i dag et anerkendt stutteri inden for avl af dressurheste.

Begge har arbejde – han arbejder på en institution som nattevagt og hun driver tøjbutikken Anna & Søs i Odder sammen med sin lillesøster, Anna Jensen.


Men det betyder på ingen måde, at hestene og avlsarbejdet kommer i anden række.

- Det er en livsstil for os, og det er noget, vi begge brænder 100 procent for. At avle og vise hestene frem, at se hvor langt vi kan nå, det er dét, der driver os og er vores fælles passion. Vi holder os ikke tilbage for at sige, at vi vil være de bedste, siger de.

- Vi har indrettet vores tilværelse, som vi gerne vil, og selvom hestene tager tid, er vi er enige om det her. Det er vigtigt med en forventningsafstemning og en enighed, for det fylder utroligt meget, understreger parret, der har tre børn - Magnus, Andreas og Linea.

Line og Heine har gennem mange år arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor de er i dag med deres stutteri, og de er enige om, at det har været det hele værd.



Med i verdens-eliten

Aktuelt har de markeret sig på det absolutte topplan med den syv-årige hoppe, Danciera, der i år er kåret til landets bedste hoppe i syv-års championatet og som netop har opnået flotte resultater ved VM i dressu, hvor hun blev nummer fire i finalen. Hoppen solgte de til Poul Thøgersen for to år siden.

- For nogle år siden købte vi hoppen Danceline i Tyskland. Hun er ud af en super hoppestamme, og hun formår samtidig at levere fantastiske kvalitetsføl gang på gang, fortæller Heine og tilføjer, at Danceline er årsag til den store succes, de i dag har.

Blandt Dancelines føl er den i dag syv-årige Danciera, der er kåret til landets bedste hoppe og som deltog i VM i Holland i august 2018. Hun blev redet af berider Carina Cassøe Krüth, og ekvipagen repræsenterede Danmark og Stutteri Heiline på flotteste vis og fik en flot fjerdeplads. Det var tredje år i træk, Danciera var med i finalen.

Hoppen bærer titlen som verdens bedste hoppe inden for syv-års, da de øvrige medaljetagere var hingste/vallakker.

- Vi arbejder hårdt med det her hver eneste dag, men når man når til sådanne resultater, så er arbejdet og indsatsen det hele værd, siger Heine og tilføjer, at det er en stor glæde og tilfredsstillelse at kunne være med til at løfte det danske niveau for dressurheste på topplan som avler.

- Og vi har det jo begge sådan, at vi får gåsehud og tårer i øjnene, når vi ser Carina Cassøe Krüth ride Danciera, siger Line og tilføjer, at det er kulminationen af mange års avlsarbejde.

Stald Heiline har leveret adskillige topheste i dressuren, og det lille stutteri formår at matche de store, når det gælder om at avle dressurheste på topplan.



Småt men godt

Stald Heiline drives efter princippet ”småt men godt”, understreger parret.

- Vi får syv-otte føl om året, det synes vi begge, er et passende niveau. Vi har ingen hingste her på stedet, vi plukker de bedste avlshingste ud, som vi bruger til vores hopper. Vi er heldigvis så privilegerede, at vi kan tillade os at sige, at vi ikke sælger til alle og enhver. Vi vælger selv vores købere ud, siger Heine.

Parret er enige om, at deres stutteri skal køre på denne måde.

- Vi vil have det sjovt, med dét vi gør, og vi har ingen ambition om, at det her skal være større. Men vi har kæmpe ambitioner om kvalitet, det er vores mål og dét, der driver os, understreger de.



Moderlinjen er afgørende

Noget af dét, parret er meget opmærksomme på i forbindelse med avlsarbejdet, er moderlinjen.

- Det er utroligt vigtigt, at moderdyret er i orden. Det nytter ikke noget med en halvdårlig hoppe og en super hingst. Mange tror, at det vigtigste er hingsten, men vores råd til avlere er, at de skal tænke sig rigtigt godt om, når de beslutter hvilken hoppe, de bringer i avlen, påpeger Heine.

- Man skal være sikker på, at hestens afstamning er til at avle på. Kig moderlinjen nøje igennem og vær kritisk med dét, du starter op med. Det koster penge at blive en god avler, det nytter ikke noget at tro, at man kan klare sig med et materiale, der ikke er i top, siger Heine og tilføjer, at moderdyret primært præger føllets temperament og gener.

- Man skal huske på, at 80 procent er relateret til moderdyret, det er der mange, der ikke tænker på.

- Dernæst er det også vigtigt at vælge en hingst med en god ridelighed. Det er meget vigtigt for hoppeejere at se sig godt for - og sikkert at vælge hingste, der har leveret deres første rideheste.


Sparring er vigtig

Line og Heine giver gerne gode råd om avlsarbejdet til andre avlere, og de opfordrer også til, at avlere generelt trækker på hinandens erfaring.

- Man skal vide, hvad man gør, og det er en god idé at tale med andre avlere og få gode råd af dem, der allerede har gjort sig nogle erfaringer.

- Det er vigtigt at have et stort netværk, og vigtigt at benytte sig af det. Der er ikke bare én vej at gå, og jeg kan kun anbefale, at nyetablerede avlere brugere andre og spørger om råd.

- Vi vil gerne give råd til avlere, både på topplan og på hobbyplan. For os er det positivt, hvis vi kan hjælpe nye avlere. Kom og få en snak og en kop kaffe, det er også vigtigt, at der er noget socialt om det her, siger Heine.

Netop derfor har Stald Heiline flere gange indbudt til ”avlerdag”, hvor de inviterer avlere til følfremvisning og en god snak om avlsarbejdet.

- Jeg mener, vi mangler lidt mere af dét inden for dansk hesteavl. Det er fantastisk, at det er seriøst og på topplan, men vi skal også huske at snakke sammen og dyrke det sociale. Og så skal man være klar til at tage imod kritiske og konstruktive råd, lyder det.



Det rette foder

Line og Heine er meget optagede af hestenes trivsel, pasning og fodring. Betydningen af korrekt fodring spiller en afgørende rolle i avlsarbejdet.

- Det er vigtigt for enhver avler, både hobbyavleren og den professionelle, at man får en god rådgivning omkring fodring. Det spiller en kæmpe rolle, både når det gælder hestenes trivsel og præstationsevne, men også når man ser på økonomien.

Stald Heiline samarbejder med Hornsyld Købmandsgaard A/S, som producerer foderet og rådgiver om den rette sammensætning.

- Her kan vi komme med input og ønsker til foder, og vi kan på den måde fodre efter vores egne værdier. Vi har et godt samarbejde, som betyder, at vi sammen kan finde frem til de bedste og mest optimale løsninger, som passer til lige netop vores heste. Det er et enormt vigtigt samarbejde, som er af stor betydning for os i forhold til de resultater, vi opnår, siger parret.

De er stolte af deres livsværk, Stald Heiline, som de har lagt mange kræfter i at bygge op. I dag kan de glæde sig over at have en besætning af avlshopper af meget høj kvalitet, som gør at de kan gøre sig gældende på det det absolutte topplan, når det gælder avl af dressurheste.



 

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld
Tlf: 75 68 73 00
Direkte tlf. Trælasten: 75 68 77 22
Fax: 75 68 76 41
Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11