Ansvar for uddannelse

Ansvar for uddannelse

Horrnsyld Købmandsgaard A/S tager ansvar for at uddanne unge mennesker til gavn for både elever og virksomhed

- Der bliver stillet krav til os hver eneste dag, men vi mærker samtidig, at der er frihed under ansvar. Vi får lov at prøve en masse og kommer hele vejen rundt, og det gør det til et spændende sted at arbejde og uddanne sig.
Det fortæller 19-årige Mads Hartvig og 20-årige Emil Jensen, der begge er under uddannelse på Hornsyld Købmandsgaard A/S. Mads som butikselev i XL Byggemarked og Emil som salgselev i HK Agro.
- Det har været en øjenåbner for mig at komme ud og arbejde på en virksomhed. Her oplever man virkeligheden og det bliver tydeligt, at ting har en konsekvens, siger Emil, der arbejdede som høsthjælp på afdelingen i  Båstrup i to sæsoner, før han i juli 2013 startede som salgselev på hovedkontoret.
Mads er enig i, at man lærer en masse ved at komme ud og mærke ”pulsen” på en arbejdsplads.
- Du kan ikke lære det hele på skolebænken.  Og den teori man har haft i skolen, giver pludselig meget mere mening, når man kommer ud og prøver tingene af på en arbejdsplads.
 

Emil (t.v.) og Mads er begge to glade for, at der bliver stillet krav til dem på deres læreplads.

En god holdånd
Emil og Mads har begge gået på Stjernevejsskolen ved Hedensted, før de kom på Campus Vejle, og det var helt tilfældigt, at de igen mødtes som elever på HK. De udgør nu ”yngste team” på arbejdspladsen, og de oplever begge, at de er blevet en del af et fællesskab.
- Det her er mit første job, og for mig har det været et godt sted at starte. Jeg får lov at prøve meget forskelligt, og jeg får samtidig den hjælp, jeg har brug for. Der er gode kolleger, og der er en god holdånd, hvor man bakker op og forsøger at hjælpe hinanden, siger Mads.

Han synes selv, at han lærer en masse om kundekontakt og hvad der skal til for at skabe tillid i en salgssituation, og han kommer også godt omkring de mange forskellige varegrupper i byggemarkedet.
Emil er også godt tilfreds med sin læreplads.
- På et tidspunkt i starten synes jeg, at det var lidt kaotisk, fordi der var så mange nye ting. Men så begyndte det hele at falde på plads, og jeg dannede mig et overblik. Jeg er glad for min arbejdsplads og føler ikke, at det kan være bedre. Der er masser af skift i løbet af dagen, og tiden går hurtigt, når jeg er på arbejde.
Der er lagt en plan for Emils uddannelse, og han skal omkring de forskellige afdelinger, bl.a. ordrekontor, salg, kørsel og produktion.

Tager endnu en elev
Salgsdirektør Henrik Hedegaard og direktør Mogens Andersen, HK Trælast, påpeger, at Hornsyld Købmandsgaard A/S er bevidst om at tage sin del af ansvaret for at få unge mennesker uddannet.
- Som virksomhed har vi et socialt ansvar og en forpligtelse. Vi må alle gøre noget, og vi finder det naturligt, at vi har unge under uddannelse her i virksomheden, understreger de.
Henrik Hedegaard fortæller, at AGRO-afdelingen netop har besluttet, at der skal ansættes en ny elev hvert år, så afdelingen fremover kører med to elever.
- På den måde kan den ældste elev lære fra sig til den yngste. Det tror vi på, der kan komme noget værdifuldt ud af, da man lærer meget ved at lære andre op.

Et frisk pust
Hornsyld Købmandsgaard A/S vil gerne hjælpe unge til en uddannelse, men lægger ikke skjul på, at det også er til virksomhedens egen fordel.
- Vi har selv en interesse i selv at rekruttere og uddanne unge for at få brancheuddannede, dygtige folk og fastholde dem, siger Mogens Andersen.
- Derfor er det naturligvis to år, hvor vi stiller krav og hvor eleverne får mulighed for at vise, hvad de kan. Eleverne præsenteres for virksomhedens værdier og finder ud af, at respekt, holdånd, troværdighed og vilje til forandring er noget, der betyder noget på arbejdspladsen, siger Henrik Hedegaard.
- Vi tager det seriøst og lægger arbejds- og uddannelsesplaner, så eleven kommer rundt i alle hjørner af virksomheden. De skal kunne lidt af det hele, og det er vigtigt, at vi bruger den tid, der skal til.
- I det hele taget er det vores overbevisning, at vi alle får noget fornuftigt ud af det her. Vi er glade for vores elever og vi oplever, at de kommer med en dynamik og et frisk pust, siger Henrik Hedegaard og Mogens Andersen
 

Yderligere oplysninger kan fås hos salgsdirektør Henrik Hedegaard, tlf. 7214 7005.

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11