Alt til hobby og havefolket

HK Mølvang ved Jelling har et stort sortiment inden for foder samt butik med masser af tilbehør


Hvis man har hobbydyr og interesserer sig for have og udeliv, er der masser af spændende ting at komme efter i HK Mølvang ved Jelling.

I butikken er der alt for fritidsfolket - lige fra hesteudstyr, dyrefoder, muldvarpefælder til haveredskaber - og meget andet. En blandet landhandel med et stort sortiment.

- Vi driver en alsidig butik, hvor der er noget for både byboere, fritidslandmænd og havefolk. Og vi lægger stor vægt på at give kunderne en rigtig grundig vejledning, når de f.eks. skal købe hundefoder, rideudstyr eller andet, siger butikschef Niels Jørgen Andersen.

Sammen med Heidi Larsen og Jørgen Mikkelsen sørger han for at holde butikken på Mølvangvej kørende. Ud over dem er Hans Chr. Larsen tilknyttet afdelingen som sælger.

HK Mølvang har også foderstofhandel med indlevering af korn samt salg af gødning, kemi og andet til landbruget. Der er også salg af træpiller i sække plus til løs afhentning i trailer eller vogn.

Et stort opland
Hornsyld Købmandsgaard A/S har haft foderstof-afdeling i Mølvang siden 1987 og åbnede butikken i 2006.

- Der er et godt stort opland, og vi har kunder, der kommer langvejs fra. Vi rammer med butikken her et bredt segment, da rigtigt mange mennesker har have og kæledyr eller hobbydyr, som fylder meget i deres tilværelse.  Når de kommer for at hente foder, er det samtidig oplagt, at de også kan købe udstyr til deres dyr.

- Vi sætter en ære i at give en god betjening, og vi bestræber os også på at gøre ekspeditionen helt færdig og være med hele vejen. Vi har ingen lagerfolk og vi følger selv kunden og finder de ting, der ønskes, siger Niels Jørgen Andersen.

Stor faglig viden
Butikken har en meget stor afdeling med heste- og rideudstyr, som nærmest er en ”afdeling i afdelingen”, og det samme gør sig også gældende inden for hunde- og kattefoder plus udstyr.


Heidi Larsen er udlært dyreassistent og har en stor faglig viden om både heste- og smådyr.

- Der er mange forskellige mærker og fodertyper, og mange ting spiller ind, f.eks. hvor meget dyret motionerer og præsterer, alder og andet. Det er der mange kunder, der gerne vil have en snak om, og her kan vi vejlede og hjælpe med at finde det rette foder, siger hun.

Alt til haven
Have er også et område, butikken oplever en stor og voksende interesse omkring.

- Vi satser meget på havefolket, og vi har haveredskaber og alt tænkeligt udstyr til haven samt et stort sortiment i sphagnum, siger Jørgen Mikkelsen.

Han kan også rådgive, når det gælder om skadedyrsbekæmpelse, og har forskellige typer fælder til ræv, mår og andre dyr samt muldvarpesakse af forskellige typer.

Temadage
Den gode kontakt til kunderne er afgørende, og HK Mølvang holder gennem året forskellige arrangementer, hvor der sættes fokus på et særligt emne.

Det gælder f.eks. ”Havens dag”, ”Hundens Dag”, ”Hestens Dag” og julemarked. Der er også planer om at holde ”Smådyrs Dag” samt lignende arrangementer.

- Vi har god erfaring med at holde sådanne arrangementer, hvor vi byder kunderne ind til en hyggelig og afslappet dag, og hvor vi har nogle gode tilbud, siger Niels Jørgen Andersen og tilføjer, at disse dage altid er godt besøgte.

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11